De Vilde Gæs

Tai Chi og Qi Gong i Ringsted

zhangjiajie-national-forest-park-china-100244269Tai Chi Chuan er overleveret fra Zhang den vise. Han kom fra Liaodong, hans taoistnavn var San Feng (tre bjergtoppe).

Den traditionelle legende om, hvordan vismanden Zhang skabte Tai Chi Chuan, efter at han havde overværet en kamp mellem en spurv og en slange. Det følgende er oversat fra klassisk kinesisk fra Tung Ying Jie’s bog: ”En forklaring på Tai Chi Chuan”.

Han blev født i slutningen af Song dynastiet (960-1279). Han var syv fod høj, rank som en bjergfyr og med knogler som en tranes. Han havde et venligt ansigt og et smukt snoet skæg. På toppen af hans hoved var håret samlet i en knold.

Om det var varmt eller koldt, behøvede han kun at have en tynd flettet bambus hat på. I hånden bar han en lille kost af hestehår. På en dag kunne han gå 1000 li (500 km). I begyndelsen af Ming dynastiet (1368-1644) kom han på sine vandringer til bjerget Wudang Shan. Her byggede han en lille hytte, hvor han levede i askese. Når andre vise vandringsmænd kom forbi, diskuterede de alle de gamle Taoistiske klassikere sammen.

En dag sad han i sit rum og reciterede klassikerne, da han hørte en fugl skræppe ophidset udenfor. Han gik hen til vinduet og så en spurv sidde i en cypres. Den kiggede, truende som en ørn, på en lang slange, der lå på jorden. Slangen var rullet sammen i en spiral, og kiggede op på spurven.

Der startede en kamp mellem de to dyr. Spurven fløj med et skrig mod slangen og slog med vingerne efter den. Slangen trak hovedet lidt tilbage og undveg spurvens skarpe næb. Spurven fløj op i træet igen, for at genvinde kræfterne. Igen fløj den ned og angreb slangen. Ved at vride sig undgik slangen spurven, men forblev hele tiden i sin spiralform.

Dette gentog sig mange gange. Ikke en eneste gang blev slangen ramt. Da vismanden gik ud for at se, fløj fuglen og slangen forsvandt. Af hele dette optrin gik der noget op for ham. Cirklerne var som Tai Chi tegnet (også kaldet Yin-Yang tegnet), det forener det hårde og det bløde.

Så i overensstemmelse med  Yin og Yang, skabte han Tai Chi Chuan. Det giver næring til de indre energier: Jing. Qi og Shen. Bevægelse og stilhed i Tai Chi er underlagt forvandlingens principper.

Overleveret gennem en lang tid og senere nedskrevet i Den hvide skys kloster i Beijing, og på Baoji bjerget i Shanxi, er den gamle visdom bevaret til i dag. Traditionelt bør man udvise respekt og tale om Tai Chi Chuan med ærbødighed.